Tag-arkiv: Mark Tholander

Mere til programmet

kramhøft
Lars Kramhøft.

Som tidligere nævnt vil uddelingen af Niels Klim-prisen finde sted på Fantasticon 2016. Før prisuddelingen vil der være et panel med tre af de nominerede forfattere: Richard Ipsen, Lars Kramhøft og Gudrun Østergaard. Niels Dalgaard er ordstyrer.

Se listen over de nominerede her

Lars Kramhøft vil også kunne opleves senere om lørdagen, hvor han fortæller om sin nye novellesamling Således forgår alverdens herlighed sammen med illustratoren Mark Tholander.

Endelig får vi besøg af Kate Christensen, som holder sit foredrag Star Wars – En moderne mytologi. Kate Christensen er cand. mag. i engelsk og mediefag og har skrevet specialet “In a Galaxy Far, Far Away… – Modern Myth and Remediation in Star Wars.” Her er hendes beskrivelse af foredraget:

Da Star Wars udkom i 1977, blev den øjeblikkeligt en stor succes, hvilket ledte til skabelsen af en franchise, der strækker længere ud i det fiktive univers omkring den originale trilogi. Hvorfor appellerer dette univers til os? Og hvad er det ved dette univers, der får folk til at samles i hobetal for at dyrke Kraften? Dette foredrag vil afdække den mytologiske struktur i den originale Star Wars-trilogi og give en forklaring på Star Wars’ popularitet i det moderne samfund.

Nogle vil kunne huske Kates foredrag fra Dancon 2015 og gratisbiografen Laterna Magika, men vi synes, det fortjener at nå ud til endnu flere.