Program

pulp cover thumbnailProgrammet for Fantasticon 2011 findes herunder. Som man kan se er temaet pulp ikke så gennemført som vi i første omgang havde forestillet os, men vi håber at alle deltagere vil finde noget interessant at se, høre og deltage i.

Tilmeld dig nyhedsbrevet, så får du info, så snart der er nyt om næste års con. Du finder nyhedsbrevstilmeldingen i højre side ->

Du kan også tilmelde dig Fantasticons Facebook-gruppe og Fantasticon 2011-begivenheden.

Fantasticon 2011 foregår i de fire lokaler på 3. sal i Valby Kulturhus. Herunder følger omtale af de enkelte programpunkter. Nogle af programpunkterne har uddybende omtale nederst på denne side:

Lokale 1:

10:00-10:50: Fantasy / Unge forfattere (paneldebat)

Panelet består af Nicole Boyle Rødtnes og Vibeke Martinsen, der begge har fået udgivet fantasy-romaner, samt Andreas Markert og Bjarke Schjødt Larsen, der begge har fået udgivet fantasy-noveller i flere samlinger. De skal tale om, hvordan det er at være ung og skrivende, at udkomme og så selvfølgelig om at skrive fantasy. Arrangeret af foreningen HUF.

11:00-11:50: De bedste sf-noveller fra 2010 (paneldebat)

Syv science fiction-noveller fra 2010 diskuteres af fans/anmelderne Svend Kreiner, Niels Dalgaard, Stig W. Jørgensen, Jeppe Larsen og Flemming Rasch. Novellerne er: Ted Chiang: “The Lifecycle of Software Objects“, Eric James Stone: “That Leviathan, Whom Thou Hast Made“, Allen M. Steele: “The Emperor of Mars“, Cory Doctorow: “Chicken Little“, David Moles: “Seven Cities of Gold“, Vernor Vinge: “A prelimenary Assesment of the Drake Equation“ og Damien Broderick: “Under the Moons of Venus“.

12:00: Vinderne af Fantastiks novellekonkurrence 2011 afsløres.

12:05-12:45: A. Silvestri (interview)

Vinderen af novellekonkurrencen 2009, som har flere nye bøger ude lige nu, interviews af vinderen fra 2010 Lars Ahn Pedersen.

13:20-14:00: Beyond The Edgar Allan Poe Experience (paneldebat)

Det Danske Edgar Allan Poe Selskab diskuterer forfatteren med udgangspunkt i et arrangement på årets kulturnat.

14:15-14:55: De små fantastiske forlag (paneldebat)

Hvordan er det at udgive fantastisk litteratur i Danmark? Hvorfor gøre det? Disse og andre spørgsmål stilles til redaktørerne for forlagene Kandor, H. Harksen Productions og Science Fiction Cirklens bogudgivelser.

Lokale 2:

10:00-10:45: Design af monstre i tegneserier (foredrag)

Tegneserietegner og psykolog Tatiana Goldberg fortæller om monsterdesign ud fra en psykologisk vinkel.

11:00-11:30: V (foredrag)

Foreningen V præsenterer V og den danske forening for fans af tv-serien. Hør om den historiske baggrund for V, foreningens engagement i at støtte velgørende formål og medlemmernes oplevelser med foreningen.

12:00-12:30 Tolkien – Manden Bag Ringen (foredrag)

Jan Nygreen fra foreningen  Bri fortæller om hvem J.R.R. Tolkien var, hvorfor han skrev Hobbiten og Ringenes Herre, og hvilke ting og personer i hans liv der havde direkte indflydelse på bøgerne.

13:00-13:50: Quiz!

Pause i programmet, hvor man kan deltage i to forskellige quiz’er.

14:00-14:45: Hvordan man fortæller en god historie (foredrag)

Tips til forfattere af forfatter og tegner Simon Petersen.

15:00-15:45: H.P. Lovecraft, pulp forfatter? (foredrag)

Redaktør og H.P. Lovecraft-ekspert  Henrik H. Harksen fortæller om Lovecrafts bidrag til pulp-magasinerne.

16:00-16:50: From zero to hero: Conan conquers Hollywood!

Filmanmelder, filmproducent m.m. Nicolas Barbano fortæller om Hollywoods forhold til pulp-magasinerne.

Lokale 3:

I år er der blandt andet stande fra foreningerne Fantastik, Science Fiction Cirklen, HUF og Bri samt forlagene Kandor og H. Harksen Productions.

Lokale 4:

Forlaget Ondskabens Flydende Vatikan holder tegneserie-workshop på deres stand. Kom og få tips, tricks og inspiration til tegneriet, eller tag tegninger med hjemmefra; så kikker de på dem og giver konstruktiv kritik.

Uddybende omtaler:

Workshop:
Tegneserieforlaget Ondskabens Flydende Vatikan holder åben tegne-workshop. Vi arbejder med forskellene på enkeltstående tegninger, og det at fortælle en historie gennem sin streg. Kom og sæt dig i vores sofa og få tips, tricks og inspiration til tegneriet, eller tag tegninger med hjemmefra; så kikker vi på dem og giver konstruktiv kritik.
www.vatikan.dk

Foredrag om design af monstre:
V. Tatiana Goldberg, Ondskabens Flydende Vatikan. Foredrag i tegneserier (og andre medier som fx film) udfra en psykologfaglig vinkel. Hvordan designer man egentlig et monster? Hvad er det, der gør et monster henholdsvis skræmmende, ulækkert, morsomt,  eller måske sympativækkende? Her vil jeg se på både visuelle virkemidler og menneskelige psykologiske processer og fortolkninger af det visuelle input, som vækker de ting i os, som designeren bag monsteret ønsker at vække.
Tatiana tegner tegneserier, primært horror og science fiction, men hendes primære beskæftigelse er psykolog. Hun er cand.psych. med speciale i tegninger som en del i kommunikative processer.

Foredrag om hvordan man fortæller en god historie:
V. Simon Petersen, Ondskabens Flydende Vatikan. Simon er folkeskolelærer, forfatter og tegner. Han har været aktiv i det danske tegneseriemiljø side 1998, hvor han leverede serien “Super Duperman” til fanzinet Tegneseriemix. Op igennem 00′erne har han udgivet en del albums, lavet i samarbejde med andre tegnere. Herunder “Necropolis” med Cav Bøgelund og “Marianne” med Ina Korneliussen. De seneste par år har han lavet vittighedstegninger i blog-form på www.sajmonsays.blogspot.com.
Hans primære temaer er satire og sort humor. Han prøver altid at skildre mennesker som de taler og opfører sig i virkeligheden, hvilket han synes er noget man ser for lidt af i tegneserier generelt.

En Kommentar til Program

  1. Pingback: Interview på Fantasticon « Lars Ahn Pedersen