III: Steampunk Film

Af Tue Sørensen

Steampunk er en relativt ung undergenre, og indenfor film er der stadig ikke lavet ret meget klokkeklar steampunk. Isaac Asimov udtalte som bekendt at Hollywood halter omkring 50 år efter litteraturen. Begrebet ”steampunk” anvendes først i 1990erne, men den moderne steampunk-litteratur får nu nok damp under vingerne i begyndelsen af 1970erne med værker som Harry Harrisons A Transatlantic Tunnel, Hurrah! (selvom tidligere værker godt kan nævnes, såsom Ronald Clarks Queen Victoria’s Bomb fra 1967, eller sågar William Pène du Bois’ The Twenty-One Balloons fra 1947), så efter denne devise kan vi håbe på at der begynder at dukke ordentlige steampunk-film op i 2020erne – hvilket jo er snart!

I mellemtiden skal man nok især kigge på fan-producerede kortfilm (som kan ses på Youtube), hvis man vil have ægte, fuldbyrdet steampunk. En af de tidligste og bedste fanfilm er den meget gennemførte Star Trek-parodi Steam Trek – The Moving Picture (1994, 12 min.), der er lavet som stumfilm. Der er for mere nylig også lavet finurlige Star Wars-fanfilm med ”Steampunk Boba Fett”, nemlig Trial of the Mask (2013, 13. min.) og Mask of Vengeance (efterfølger til den foregående, 2016, 13 min.).

Det er tankevækkende at snart sagt en hvilken som helst ”retro sci-fi” stil meget nemt kan gøres kompatibel med steampunk. Det originale, håndlavede og sandblæste Star Wars-univers er på mange måder faktisk ikke helt ulig steampunk. En anden prominent steampunkfanfilm er Airlords of Airia (2013, også 13 min.), men som det typisk er tilfældet er fanfilm-manuskripterne oftest et stykke under professionelt niveau.

Selvfølgelig findes der også allerede et vist antal rigtige film som i større eller mindre grad lugter af steampunk. De fleste har dog kun del-elementer af steampunk, eller krydser måske over i relaterede undergenrer, såsom dieselpunk, hvor man f.eks. kan placere Sky Captain and the World of Tomorrow (2004). De ganske få film som man kan kalde ”high steampunk”, og som virkelig er bevidst om deres genre, omfatter især den japanske tegnefilm Steamboy (Katsuhiro Otomo, 2004) og den fransk/belgisk/canadiske tegnefilm April and the Extraordinary World (Christian Desmares og Franck Ekinci, 2015), og film som f.eks. den måske bedst glemte Wild Wild West (Barry Sonnenfeld, 1999), samt den til gengæld særdeles vellykkede filmatisering af Christopher Priests roman The Prestige (Christopher Nolan, 2006). Miyazaki-tegnefilmene Castle in the Sky (1986) og især Howl’s Moving Castle (2004) flirter også gevaldigt med udtrykkelige steampunk- æstetikker.

Men skal man identificere en håndfuld kernefilm der mere eller mindre tydeligt kan kaldes steampunk, så må man pege på de mange filmatiseringer af H.G. Wells’ og Jules Vernes værker. Vi har udmærkede filmversioner af The Time Machine fra 1960 og 2002, og vellykkede udgaver af The First Men in the Moon fra 1919, 1964 og 2010. Og udover de adskillige versioner af 20,000 Leagues Under the Sea er der gennem tiden lavet rigtig mange film med fokus på Kaptajn Nemo og hans højteknologiske ubåd, hans undersøiske by og hans mystiske ø – alene The Mysterious Island er f.eks. filmatiseret i 1929, 1961, 1973, 2005 og 2010. Der findes sågar en 3-timers Nemo-centreret sovjetisk tv-miniserie, Kapitan Nemo (Vasili Levin og Edgar Smirnov, 1975). Man kan desuden fremhæve Captain Nemo and the Underwater City (James Hill, 1969) som en af de bedre Nemo-film, med stor opmærksomhed på world-building. I filmen Master of the World (William Witney, 1961, baseret på Verne-romanen Robur the Conqueror) er Nemo-figuren – dog ikke med stort held – udskiftet med en lignende fyr der blot er kaptajn på et avanceret luftskib. Man er næsten også nødt til at nævne den bl.a. Verne-inspirerede The League of Extraordinary Gentlemen (Stephen Norrington, 2003), som var en flot men dårlig film baseret på den væsentlig bedre tegneserie af samme navn, skrevet og tegnet af Alan Moore og Kevin O’Neill. Endelig er der tre filmudgaver bygget over Wells’ The Island of Dr. Moreau; fra 1932, 1977 og 1996, hvoraf kun den første version (Island of Lost Souls, instrueret af Erle C. Kenton) er anstændigt håndværk. Sidst, men ikke mindst, bør også fremføres den komiske Jackie Chanudgave af Around the World in 80 Days (Frank Coraci, 2004), som har mange sjove steampunk-elementer.

Hinsides Wells og Verne kan man selvfølgelig inddrage Mary Shelleys Frankenstein, som er filmatiseret et utal af gange, og som i de fleste af versionerne må kaldes steampunk. I samme åndedrag bør nævnes tvserien ”Penny Dreadful” (tre sæsoner, 2014-2016), som bruger mange victorianske fantasy, horror og science fiction-elementer. Selvom vi nu i det følgende er ude i film der kun delvist kan kaldes steampunk, så kan man dog fremdrage en række filminstruktører som især interesserer sig for en steampunk-agtig æstetik.Først er der britiske Terry Gilliam, som specielt laver komisk steampunk i The Adventures of Baron Munchausen (1988), men også i betydelig grad i både Time Bandits (1981), Brazil (1985) og The Brothers Grimm (2005). Derefter er der franske Jean-Pierre Jeunet, hvis The City of Lost Children (1995) altid nævnes prominent på lister over steampunk-film, og dertil kan man også tilføje hans Micmacs (2009), som godt nok foregår i moderne tid, men handler om at en fyr bliver adopteret af en besynderlig gruppe steampunk-agtige opfindere der bor under en losseplads. Endelig er der mexicanske Guillermo del Toro, som opnår en fantasy-steampunk æstetik i især Hellboy II: The Golden Army (2008), og en gothic-steampunk æstetik i den victorianske Crimson Peak (2015). Hvis nogen instruktør er specielt velegnet og parat til at lave steampunk-film i fremtiden, så er det da nok del Toro. Og man bør heller ikke udelade amerikanske Tim Burton, som har lavet mange film med større eller mindre steampunk-elementer, fra Edward Scissorhands (1990) og frem. Selv Martin Scorsese forsøgte sig – med held, om end ganske ukarakteristisk – med steampunk i den udmærkede eventyrfilm Hugo (2011).

Herudover kan man pege på masser af film som tager sig lidt ekstra friheder med 1800-talsklassikerne. Det er også oplagt at modernisere disse historier – tilføjer man blot lidt mere teknologi, så har man jo stort set steampunk. Man kan kigge på variationer af Dracula-historien, såsom filmen Van Helsing (Stephen Sommers, 2004). Man kan kigge på de lidt mere kulørte Sherlock Holmes-film som den Spielberg-producerede Young Sherlock Holmes (Barry Levinson, 1985), den fine tv-film The Return of Sherlock Holmes (Kevin Connor, 1987), hvor Holmes har ladet sig nedfryse i sin egen tid, og optøes i 1987, og ikke mindst nyere film som Sherlock Holmes: A Game of Shadows (Guy Ritchie, 2011).

Der er også væsentlige steampunkelementer i sjove nyfortolkninger som The Three Musketeers (Paul W.S. Anderson, 2011), Abraham Lincoln: Vampire Hunter (Timur Bekmambetov, 2012) og Pride and Prejudice and Zombies (Burr Steers, 2016). Man kunne med lidt god vilje også inddrage victorianske rejser til underlige lande med fremmede samfund (social steampunk?), som i Gulliver’s Travels – tv-miniserien fra 1996 er fremragende – og de forskellige Shangri-La historier (f.eks. Lost Horizon, Frank Capra, 1937). Også Disney-filmen Atlantis: The Lost Empire (Gary Trousdale og Kirk Wise, 2001) kan være med her.

Endelig må man ikke glemme The Wizard of Oz (Victor Fleming, 1939), som også findes i flere filmatiserede udgaver; en af de mest steampunk-agtige er nok fortsættelsen Return to Oz (Walter Murch, 1985), og der er også en nyfortolkende tv-serie-version af Ozeventyret, ”Emerald City” (2016). På falderebet er der en række film som ikke hører til nogen af de tidligere omtalte kategorier, men dog indeholder en del gode steampunk-designs, som f.eks. den sovjetiske Kin-dza-dza! (Georgiy Daneliya, 1986 – og den blev i øvrigt genindspillet i animeret form i 2013), Disney-filmen Treasure Planet (2002), The Golden Compass (Chris Weitz, 2007), City of Ember (Gil Kenan, 2008), The Extraordinary Adventures of Adèle Blanc-Sec (Luc Besson, 2010), den asiatiske dobbelt-film Tai Chi Zero/Tai Chi Hero (Stephen Fung, 2012), og den slet ikke så dårlige Alice Through The Looking Glass (James Bobin, 2016), hvori der indgår tidsrejser.

Og apropos tid, så kan man nok med en vis ret forudsige at de bedste eksempler på film indenfor steampunkgenren sandsynligvis ligger ude i fremtiden – for Hollywood har desværre endnu ikke rigtig opdaget steampunkens velsignelser. Men mon ikke det nok skal komme?